Hvad er akupunktur:
Traditionel Kinesisk Akupunktur er et mere end 4000 år gammelt holistisk system. Det bygger på princippet om, at vores sundhed er afhængig af, at kroppens energier er i balance.
Filosofien er, at krop, sind og sjæl er en helhed. Hvis der opstår en ubalance, fx fysiske eller psykiske sygdomme, er akupunktur et effektivt redskab til at genoprette balancen. Ved at placere nålene i de rigtige akupunkturpunkter, bliver kroppens egen helbredelsesproces sat i gang.
Hvordan foregår behandlingen?
Ved din første konsultation i klinikken sætter jeg god tid af til at optage journal. Jeg spørger bl.a ind til dine symptomer, livsførelse, medicin og tidligere sygdomme. Samt mærker dine pulse, og kigger på din tunge. Jeg spørger både ind som sundhedsautoriseret sygeplejerske og kinesisk ”læge”. Du vil opleve, at jeg jonglerer mellem den vestlige medicinske viden og den kinesiske medicinske viden. Og når vi tør bruge det bedste fra de to verdner, er min erfaring, at vi kommer rigtig langt i behandlingerne.
Første behandling/ konsultation sætter jeg en time af til journaloptagelse og isætning af nålene, og derefter ligger du mellem 20-30 minutter med nålene. Så i alt ca halvanden time.